Projekt : Kamera placering

Vi snakkede om hvorvidt vi også skulle angive placering af tracking kamera på plan-tegningen, men måtte erkende at det var vi ikke helt klar til. Vi vil gerne have placeret dem på de bygninger/lygtepæle der allerede er på pladsen, så de bliver bedre integreret i bybilledet – fremfor at have dem på standere sat op til formålet, der dog ville give os større flexibilitet mht. placering.

Projekt : Yderligere observationer

Vores observationer af byrummet omkring pladsen vi fokuserer har vist at der generelt er to “strømme” af fodgængere. Denne observation kan tjene til positiionering projekteringsbilledet, således at et evt. spil ikke i signifikant grad obstruerer fodgængerne i deres færden omend stadig formår at fange deres blik. Fodgænger-strømmen og de frie zoner er indtegnet på det vedhæftede oversigtskort.

Projekt: Mulige koncepter

Virtua-ball koncept (tegning)
På et afgrænset felt i pladsen bevæger en bold eller flere bolde sig rundt fanget af vægge antydet af lys. Et tracking kamera setup sporer folk der bevæger sig ind på banen og de bliver forhindringer som boldene kan støde ind i. Denne meget åbne tilgang skulle gerne kunne tillade et bredt spektrum af aktivitet, fra et lille nysgerrigt kig, til spontane (ad hoc?) boldspil.

Plantegning for pladsen

Byliv/Bylir

I forbindelse med Metode og Proces faget vil vi her skrive om den itterative designproces vi gennemgår under forløbet.

Indledende designideer:

vi startede med at forsøge at pejle os ind på hvilket overordnet domæne vi kunne arbejde med. skulle det være noget explorativt eller funktionelt og dermed i hvilken retning designprocessen skulle gå.

Indenfor den funktionelle gren kom vi på en mulighed for at hjælpe bymiljøets fodgængere få et bedre overblik over rutefart inden for byens grænser. nærmere betegnet samspillet mellem offentlige transportmidler og gang.

indenfor den mere eksplorative gren gik vi efter noget mere urban-arts stil video projection hvori fodgængerne oplever et brud i deres bevægelse fra A til B.

Selvom der kan være mange mennesker er færdsel i midtbyen gerne en isoleret tur fra A til B. Den hyppigste kontakt er gerne den man helst vil undgå, som f.eks. de opsøgende “sælgere”.
Vi vil gerne have folk til at træde ud af deres færd og lægge op til at der kan opstå spontane fællesskaber (“positive”) mellem personer der ikke kender hinanden.For at få folk til at stoppe op og kigge nærmere, er vi blevet enige om at det mest effektive nok vil være et setup der kan pirre folks nysgerrighed.

Lidt hypermedie-skriv

Ja vi skulle jo skrive en lille smøre om KMS, Intermedia og Notecards i forbindelse med uddannelsen, og herefter lægge den op på vores blog, så den kommer hér. (Og hvis det ser lidt rushed ud, så er det fordi OpenOfficebesluttede sig for at crashe da jeg var 99% færdig, og geniet her havde selvfølgelig glemt at gemme).

 

KMS står for Knowledge Management System og er et aldrende hypermedie-system der udsprang af systemet ZOG fra 1981. Målet med systemet var at tillade et større samarbejde imellem mennesker medieret af computerprogrammer og er således et tidligt eksempel på hvad vi i dag kender som CSCW (Computer Supported Collaborative Work). Systemet i sig selv fulgte en design-filosofi der bedst af alt kan beskrives som “én frame til hvert objekt”, i og med at det brugerfladen var inddelt i et vist antal frames der hver besad deres specifikke funktion. Imellem disse frames blev der herefter linket, således at man fra én frame kunne tilgå funktioner i en anden frame, lidt i stil med hvad man ser nutildags på HTML-sider hvor et link åbner sin kilde-html i et centralt frame-vindue. Links i KMS var således one-way-links, hvilket også gav god mening da al den relevante information der blev opereret på umiddelbart var synligt på brugergrænsefladen, omtrent som vi i dag kender det fra hæve-automater installeret uden for den lokale bank.

KMS indeholdt også en form for meta-layer hvori information kunne blive gemt, dette kom til udtryk i at en given bruger kunne kréere noter ved et ord med en bestemt syntaks. Dette kunne f.eks. være en huskeseddel til en bestemt opgave, en beskrivelse af det pågældende ords betydning, et billede osv. Ordet undergik herefter en formatering der gjorde at andre brugere kunne bemærke at lige netop dette ord indeholdt noget ekstra data der muligvis kunne være af interesse.

 

Notecards blev udviklet af Xerox PARC i 1984. Systemet var opbygget (som navnet svagt antyder) af en masse “cards” der hver især besad deres egen unikke funktion. Overordnet var der tale om fire forskellige komponenter : Notecards, links, browser-cards og file-cards. Notecards-komponentet var den overordnede visuelle struktur at systemet var indrettet efter, altså at hver funktion besad sit eget vindue. Browser-cards var overordnede funktionelle cards der kunne bruges til at administrere, åbne og slette file-cards med, lidt i stil med vore dages filbrowsere. File-cards’ funktion bestod i at fremvise indholdet af et givent dokument, billede eller andet repræsenterbart materiale der blev selekteret via browser-card’et. Disse cards var herefter linket til hinanden på en semantisk hensigtsmæssig måde, f.eks. gav det mening at billed-browser-card’et var linket til de forskellige file-cards der indeholdt billeder, og at billed-browser-card’et var underlinket fra den overordnede card-browser. Således fik Notecards et præg af en form for objektorientering, hvor ting var arrangeret i klasser og underklasser af disse, i et netværk der gav semantisk mening. Links konstituerede således relationen imellem de forskellige cards i systemet.

I Notecards kunne man også selv programmere sine egne cards med sine egne funktioner via LISP-kommandosproget. Denne mulighed for selv at tilføje content til sit eksisterende system gjorde Notecards-systemet til et fleksibelt værktøj der, i kyndige hænder, kunne udvides efter behov.

 

Intermedia var et hypertekst-system der opstod omkring 1985. Til forskel fra de foregående hypertekst-systemer supporterede Intermedia, udover de normale one-way-links, også de såkaldte bi-direktionelle links. Bi-direktionelle (og normale) links i Intermedia adskilte sig fra de foregående systemer (og WWW som vi kender det nutildags) ved at være beskrevet helt separat fra de tekster/elementer hvori linksene indgik. I stedet for at være beskrevet indlejret i teksten eller som en del af funktionen for den komponent hvori linket indgik, lå links I deres egen container der beskrev hvilke elementer de de linkede imellem, hvor i elementet linket sad, om linket var bi-direktionelt/normalt/null osv.

Denne idé med separering af link fra det objekt de indgår i er siden gået tabt, WWW fungerer i bund og grund som et stort kludetæppe af one-way indlejrede links uden nogen umiddelbar semantisk orden. Dette er lidt synd, i og med at idéen om links som separate entiteter i forhold til f.eks. HTML kunne hjælpe til med at holde styr alle de links på WWW der “ender blindt”. Man kunne f.eks. forestille sig at link-komponenten først tjekkede om begge de dokumenter der blev linket imellem eksisterede, og i hvis dette ikke var tilfældet, så undlade at kréere det pågældende link. Således ville man overordnet kunne spare en del båndbredde på at undgå at brugerne går forgæves efter dokumenter der ikke længere eksisterer af den ene eller ande grund.

 

Man kan diskutere langt og længe om hvilke af disse teknologier der burde have overlevet ind i vores æra med WWW. Fællesnævneren for de hedengangne teknologiers særkender er at de alle handler om content-control hvilket i mange sammenhænge giver mening når man optimistisk taler om optimering af internettet. Dog må man i samme åndedrag huske på at internettet er mere end blot ‘content’, det er en vild jungle af information og muligheder for meningstilkendegivelse, og man kunne f.eks. argumentere for at bi-direktionelle links måske ikke er hensigtsmæssige hvis man ønsker at optræde anynomt af en given grund; en streng semantisk definition på hvad der måtte og ikke måtte linkes imellem ville gøre systemet sårbart over for manpulation og formindske WWW’s anvendelsesmulighed som whistleblower i et globalt samfund. Alt i alt, den lettere anarkistiske model at WWW er opbygget på nu om dage tjener trods alt et (måske, måske ikke) intenderet formål, og, hvis det bliver nødvendigt, står det til enhver tid mennesket frit for at benytte de mere stringente modeller for hypermedier i en arbejdssammenhæng der kræver denne form for mere eksplicitte data-manipulation.

DR-licens – Principiel argumentation imod licensen

Jeg bryder mig ikke om licensen, det er der mange der ikke gør. Der findes mange websites dedikeret til at bringe den ene langside efter den anden imod licensen, men disse rants er ofte begrundet i de økonomiske konsekvenser at licenslovgivningen har på det enkelte individ. Økonomi er vigtig (tro mig, jeg lever af SU), men brok over licensen på baggrund af en så mondæn ting som penge bliver hurtig til en gang mudderkastning hvor licens-støtterne i sidste ende vil henvise til deres solidaritets-trumfkort og andre principielle etiske og moralske grunde til at licensen er en god ting.

Så istedet for begræde min og mine medstuderendes begrænsede økonomiske pondus, vil jeg i stedet tage kampen over i løvens hule, og forsøge at vise hvorledes at end ikke moral, etik og politik kan retfærdiggøre licensens fortsatte eksistens.

Umiddelbart kan jeg se 3 påståede argumenter for at licensen skal fortsætte. Lad os tage et kig på dem og se hvad vi kan sige til dem :

Argument nr. 1 – Public service argumentet/Solidaritets-argumentet

På DR’s hjemmeside forklares public service som følgende :

“DR er landets eneste fuldt licensfinansierede og dermed brugerbetalte radio- og tv-station. Licensen fastsættes af Folketinget og forpligter DR til det, der ofte kaldes public service. På dansk betyder det: At DR skal arbejde “i folkets tjeneste”, og at DR skal påtage sig en række samfundsmæssige og kulturelle opgaver. DR skal også sikre, at danskerne får et stort og alsidigt udbud af kvalitetsudsendelser i radio og tv.”

Dette begreb “i folkets tjeneste” er dét som ofte bliver brugt i forbindelse med licenskampagnerne der slår på fællesskabet, og det enkelte individs pligt til at støtte dette. Umiddelbart virker argumentet velment nok, DR påtager sig ligefrem at sikre det danske folks kulturlighed og oplysning omkring samfundet som en service, tak DR, mange tak.

Sidst jeg tjekkede var begrebet “service” defineret som enten en obligatorisk, gratis ydelse, eller en valgfri, betalt ydelse som et individ kunne vælge at benytte sig af. DR har i denne sammenhæng valgt at krydsbefrugte definitionen til en obligatorisk, betalt ydelse. “Jamen, så kan man jo bare lade være med at have TV eller Internet-forbindelse”, ja, det kan man, men det kræver ikke en ph.d. at gennemskue de negative konsekvenser heraf. Som landet ligger nu vil man, ved at fravælge TV eller Internet-forbindelse, afskære sig fra en kolossal mængde information, selv hvis at man aldrig har gjort brug af DR’s “service”. Indførelsen af medie-licensen, hvor DR tager penge for individets adgang til Internettet, den ubestridt største resurse for information og informations-udveksling i verden, har især bragt fokus på dette.

Jeg sidder i skrivende stund på mit universitets computere for at skrive til denne blog. Hvis jeg ikke havde adgang til disse computere ville jeg ikke være i stand til at give mit besyv med om latterligheden af DR’s beskatning af Internettet, jeg ville være udelukket fra det politiske talerør Internettet konstituerer. Thank god at jeg går på en videregående uddannelse hvor adgangen til Internettet er nogenlunde ligetil, jeg kan ikke forestille mig at alle andre mennesker har det helt så nemt.

Ydermere må det rejse et øjenbryn eller to når en virksomhed går ind og “påtager” sig ansvaret for befolkningens samfundsmæssige og kulturlige oplysning. Det rager i mine øjne ikke DR hvordan at jeg opfører eller opfatter mig selv som individ i det danske samfund, og de skal guddødemig ikke hævde at de véd hvad der er godt for mig når det kommer til kultur eller samfund. Jeg er på enhver måde i stand til selv at tage standpunkt til tingenes tilstand igennem de informationskilder der er tilgængelige for mig. Vikinger er kedelige, samuraier er meget mere spændende, amerikansk politik er et spinshow, global opvarmning er et “hot” emne, skismet imellem vestlig ytringsfrihed og religiøse dogmer er interessante, og jeg kan i vid udstrækning tale langt og længe om hvorfor disse ting er tilfældet, hvilket absolut ikke er DR’s skyld, eftersom at de forsøger at afskære mig fra mine muligheder for information. Newsflash til DR : valid og faktuel information udover det banale findes sjældent fra én enkelt kilde. Den findes ved at sammenholde forskellige perspektiver fra forskellige kilder og derved danne et komplet billede af en given problemstilling; denne kompositte sandhed leverer DR ikke, det kán DR ikke eftersom DR kun er én enkelt kanal. Derimod går DR til store længder for at afskære folk fra den kompositte sandhed ved at kræve betaling for de tre største kilder til alsidig (læs: flere kanaler, forskellige websites, forskellige radiostationer) information. Et eksempel : Er Osama Bin Laden ond? Den overvejende del af verdens befolkning ville højst sandsynligt hævde det forholdt sig således, men jeg kan hurtigt finde et perspektiv hvorfra at 9/11-terrorist-aktionen ikke var ond. Der var jo en grund til at nogen valgte at styrte to fly ind i et par skyskrabere, og denne grund bør man, hvor afskyelig den end måtte syntes at være, inkorporere i sin forståelse af begivenheden for at opnå et sobert og objektivt perspektiv på virkelighedens tilstand.

<sarkasme> Men fair nok, hvis DR kan, så kan jeg også. Jeg vil også have licenspenge for at gøre materiale tilgængeligt på Internettet, det kan da kun være fair. Jeg mener, Gud og hvermand kan gå på nettet og læse min blog, det kan da ikke passe at folk bare skal kunne se mine guldkorn sådan helt gratis. Jeg syntes jo selv at jeg leverer en service i denne skrivelse, jeg oplyser interesserede om uretfærdigheden og idiotien i licensen. Jeg vil endda også sørge for rent trav ved at kalde en skovl for en skovl, og en spade for en spade, kald special-lovgivningen der giver mig ret til at kræve penge ind fra enhver person der kan tilgå denne side for “Lovgivningen om public bondefangeri” </sarkasme>.

Jeg skal ærligt erkende at jeg går ind for solidaritet når det kommer til udbredelsen af information. For 80 år siden, hvor radio/TV-licensen blev indført, og hvor TV og radio ikke var hvermandseje, var det solidære selvfølgelig at kræve penge fra de heldige få for den luksus det var at få bragt nyhederne ind i stuen, når nu at den overvejende befolkning ikke havde mulighed for at modtage signalerne. Forholdene har dog siden ændret sig, og som jeg har vist er denne klamren sig fast til et fantom-argument om solidaritet en hindring og en hæmsko for udbredelsen af information, ikke en hjælp. Næh, argumentet om solidaritet klinger hult nu om dage, men det lyder trods alt bedre end “I skal betale licens fordi vi har brug for jeres penge”.

Argument nr. 2 – Neutralitets-argumentet

Et ofte brugt argument for bibeholdelsen af DR’s licensbetaling lyder noget henad “fordi at det hjælper til at sikre kvalitets-programmer og en nyhedskilde uafhængig af særlige interesser”. Argumentationen går som sådan ud på at retfærdiggøre indsamlingen af penge med at “vi giver jo noget ekstra-ordinært godt igen”.

Dette argument vil jeg gerne tillade mig at refutere. Kvalitet af et givent program er en latterlig ting at henvise til, eftersom et programs “kvalitet”, i den udstrækning argumentationen bruges, henviser til en mystisk subjektiv opfattelse af hvad der gør et godt tv-program, samt at DR og Kulturministeriet konstituerer de perfekte smagsdommere i denne henseende. Kvalitets-opfattelse varierer fra person til person, og det er i sig selv et yderst ustabilt fundament at retfærdiggøre inddrivelse af penge på baggrund af. Sandfærdighed og neutralitet i nyheder er selvfølgelig noget jeg vil værdsætte som en kvalitet ved en nyhedsreportage, ingen tvivl om det, men som vi skal se kan DR ikke gå ram forbi denne definition på kvalitets-tv.

I ytringen om “sandfærdige og neutrale nyheder” ligger implicit den anskuelse at reklamesponserede kanaler giver køb på deres neutralitet via firmaers indirekte indflydelse på kanalens kassebeholdning. Dette ville måske være sandt/muligt hvis kanalen var sponseret af en lille begrænset mængde firmaer. Dette er heldigvis ikke tilfældet, de fleste (hvis ikke alle) reklamekanaler har en sund reklameblok der er domineret af udbud og efterspørgsel. Hvis ét firma “truede” med at trække sig ville der stå 10 andre på spring for at overtage den givne reklameplads, hvilket nullificerer den konspirationsteoretiske argumentation som spørgsmålet om neutralitet åbner op for. Jeg har f.eks. aldrig hørt om at en reklamekanals programflade er sluttet før tid pga. mangel på reklamer.

DR, derimod, er umanerligt stolte over deres neutralitet og frihed fra kapitalistiske interesser. Men hov, DR er jo ikke uafhængig af kapital, de har jo brug for licensen for at overleve med den model de kører efter lige nu. Det betyder altså at DR er afhængig politikernes kontinuerlige accept af licenslovgivningen for at overleve; hvis man fra politisk side vedtog at lukke for det varme vand vha. en licensreform ville DR være på røven. Det vil altså sige at DR, rent hypotetisk set, kunne bruges til propaganda hvis den siddende regering, der jo er defineret af flertallet af pladser i folketinget, besluttede sig for at udnytte denne mulighed. Omvendt betyder det også at DR har fordel i at støtte den siddende regering eftersom at denne besidder evnen, via dets stemmeflertal, til at forbyde DR’s licensinddrivning. Resultatet er den teoretiske mulighed for et symbiotisk forhold imellem DR og den siddende regering, hvor DR fremmer den siddende regerings agenda og til gengæld modtager rettigheden til at pumpe danskerne for penge. Det uhyggelige ved dette scenarie er, at det er en skrue uden ende; samt at det nu, i dette øjeblik, kunne/kan foregå.

Så for kort at opsummere ville jeg mene at Bamselines, Colgates, Telias, og alle de andres indflydelse på landets ve og vel blegner i forhold til DR’s indflydelse på politik og politiks indflydelse på DR. Det giver ingen mening at tillade det politiske loophole som den ovennævnte problemstilling afstedkommmer. Hvorvidt (eller hvor meget) at det ovennævnte scenarie er tilfældet eller ej er ligegyldigt, den blotte mulighed for at et sådan scenarie kan eksistere er principielt uacceptabelt når vi gang på gang ser valg hvor det er en enkelt procent der afgører hvem der kommer til at lede landet. Det er enhver borgers, ikke blot ret, men pligt at modsætte sig sådanne potentielt samfundsundergravende momenter i den danske lovgivning, evt. i form af civil ulydighed eftersom at uretfærdigheden i sig selv har direkte indflydelse på lovgivningen om den.

Jeg vil igen understrege at denne synsvinkel er politisk uafhængig. Problemstillingen er den samme uanset hvilken fløj der sidder på taburetterne. Det er ikke den åbenlyse partiskhed der er farlig for et samfund, danskerne er slet ikke dumme som så, det er den ubemærkede (eksisterende eller teoretiske) partiskhed der kan påvirke et samfund uden påtale der er farlig. Hvis jeg f.eks. stiftede et parti imod DR-licensen ville jeg tvivle stærkt på at mit partis eksponering på DR ville være upartisk, hvilket understreger hvorfor dette setup er farligt.

Argument nr. 3 – “FORDI-argumentet”

Dette argument er ikke et argument i sig selv, blot en observation jeg har gjort mig i forbindelse med hele licens-debatten. DR griber, når alt andet slår fejl, til en direkte henvisning til licens-loven når folk begynder at brokke sig for meget. Dette, at DR har lovgivningen på sin side, er DR’s trumfkort skulle man tro. Men hvis man ihukommer overvejelserne i argument 2, så holder argument 3 ikke længere vand. Hvis lovgivning for/imod licensen i sig selv er manipulerbar af dem som lovgivningen berører, mister lovgivningen sin integritet, og dette er uacceptabelt når andre og bedre løsninger ligger lige for at implementere, der kan lukke det betændte sår at DR-licensen er.

—————

Kære DR, vi vil alle gerne kunne blæse og have mel i munden imens vi sælger det levende bjørneskind, men det kan vi ikke. Her er et par forslag til hvordan I kan ændre jeres praksis så den ikke kommer i konflikt med den uendeligt mere vigtige ting det ér, at kunne agere solidarisk som et politisk individ på bedste måde i vores samfund, for vores samfund :

Radio/TV (Vælg 1 eller 2, ingen krydsbefrugtning tilladt)

1. Kryptér jeres signaler så jeg som forbruger og borger selv kan vælge om jeg vil betale for jeres signaler eller ej. Kig f.eks. på andre udbydere der gør dette for inspiration.

2. Sponsér jeres virksomhed igennem reklamer. Det er, tro det eller ej, mere behageligt at kunne vælge og vrage imellem sine økonomiske støtter, end det er at være afhængig af en håndfuld partier hvis politiske klima og loyalitet kan skifte lige så hurtigt som Voldborg kan nå at sige “isobarrer”.

Internet

1. Lav login-brugerbetaling på jeres site. Internettet tilhører ikke jer, så lad være med at lad som om det er tilfældet, del det med os andre og vær lidt solidariske. Hvis jeres programmer og udsendelser er af så høj kvalitet som i hævder, så burde et sådan arrangement jo kunne sælge sig selv.

Og til læseren. Hvis du syntes ovenstående giver mening, så gør andre opmærksomme på det. Demokrati og politiske beslutninger kræver handling og meningstilkendegivelse af borgerne i et samfund. Inklinationen byder dig måske at klikke videre og tænke “nå ja, der er sikkert andre der gør noget ved det”, men det politiske menneske skinner dog stærkest når det vælger pligten fremfor inklinationen.

A little video…

Nice Elfen Lied video.